Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning. Læs mere her
Min kritik af et lovforslag, støttet af de borgerlige partier, om at forbyde al behandling af transkønnede børn og unge har fået Mette Thiesen (DF) til tasterne. I kronikken pegede jeg på, at forslaget var ideologisk og ikke tog afsæt i international forskning og sundhedsfaglige vejledninger om behandling. Den kritik gælder stadig.
Men det primære budskab med kronikken, som Thiesen ikke har forstået, var, at behandling af transkønnede personer uanset alder er et sundhedsfagligt spørgsmål og ikke et partipolitisk. Med god grund, kan man konstatere, for Thiesen plukker frit fra hylderne hos antitransbevægelsen – uden hensyn til hvad den etablerede sundhedsvidenskab anbefaler. De internationale vejledninger, jeg beskrev i kronikken, drejer sig om at hjælpe børn og unge, der lider af kønsdysfori og ofte har et elendigt liv. Tror Thiesen virkelig, at denne store gruppe af dedikerede forskere og behandlere er ude på at ødelægge transkønnedes liv med deres behandling?
Disse “kønsfrustrerede børn og unge”, som de karakteriseres af Thiesen, er resultatet af de “sociale mediers lokkende tilbud”, som af en uklar årsag især rammer piger. Kønsdysfori negligeres og karakteriseres som “naturlige kønslige vanskeligheder”, behandlingen beskrives overfladisk som “eksperimentel”, og de forskellige behandlingselementer blandes sammen og bliver til “kemisk og kirurgisk maltrakteret”.
Thiesen har tilsyneladende ‘glemt’ sundhedsministerens ord under behandlingen af lovforslaget: “ingen børn eller unge under 18 år med kønsdysfori har nogensinde fået kirurgisk kønsskiftebehandling i Danmark”.
Ej heller interesserer Thiesen sig for de lidelser, mange børn med kønsdysfori har, og den bedring, behandlingen giver.
Tag kønsdysfori alvorligt
Omvendt hævdes det om behandlingen, at transkønnede “lider af uophørlige smerter efter pubertetsstoppere og krydshormoner”, alene på baggrund af en omdiskuteret svensk tv-udsendelse, mens nogle amerikanske eksempler bruges til at male fanden på væggen. Men uden referencer til den sundhedsfaglige viden på området, der dokumenterer det modsatte, som jeg redegjorde for i min kronik.
Thiesen stiller et retorisk spørgsmål og svarer selv: Kan man ikke stille en 100 procent sikker diagnose, kan man ikke behandle overhovedet. Men inden for sundhedsvidenskaben er det sjældent muligt. Tværtimod. En undersøgelse peger på, at ni ud af ti medicinske behandlinger sker uden sikker evidens for, at behandlingen er den rette: De fleste sundhedsinterventioner er ikke støttet af højkvalitetsevidens. Al behandling er forbundet med risici, og derfor må behandling nøje afvejes i forhold til ønskede og uønskede effekter. Det gælder alment og ikke kun behandling af transkønnede unge.
Det anføres videre som argument mod behandling, at de unge ofte lider af andre psykiske sygdomme. Det bestrider ingen, der kender til området, men det forsvinder kønsdysforien ikke af.
Derfor skal udredningen være både grundig og dybtgående, som det blandet andet understreges af den finske psykiater Kaltiala-Heino, som Thiesen henviser til. Men det ændrer ikke på, at man må forholde sig til deres transkønnethed: “Blandt mennesker, der søger kønsbekræftende behandlinger, må de psykiatriske behov vurderes omhyggeligt og behandles, også når medicinsk kønsbekræftende behandling gives,” som det formuleres af Kaltiala-Heino. Det samme fremgår af retningslinjerne SOC-8, der udgives af den verdensomspændende organisation World Professional Association for Transgender Health (WPATH).
Fremmaner et skrækscenarie
Det anføres endvidere, at stophormoner bruges til “kemisk kastration”. Men det har været brugt siden 1981 til at stoppe for tidlig pubertet hos børn for at give barnet og dets forældre tid til refleksion og undgå uønskede fysiologiske udviklinger. De anvendes typisk, når puberteten har været i gang et år eller to. At dr. Marci Bowers, der er præsident for WPATH, maner til tilbageholdenhed med stophormoner, som Thiesen anfører, hænger sammen med, at en for tidligt stoppet pubertet vanskeliggør et godt resultat af den efterfølgende kønskorrigende operation.
Men hverken Kaltiala-Heino eller Bowers giver udtryk for at forbyde, endsige fraråde stophormoner i det hele taget, som Thiesen giver indtryk af, at de gør.
Dette ville også være besynderligt, eftersom WPATH i en fællesskrivelse anfører, at lovgivning mod kønsbekræftende behandling “vil føre til yderligere skade for transkønnede … som søger den livreddende behandling”.
Thiesen søger at fremmane et skrækscenarie af konsekvenserne af at give børn og unge adgang til juridisk kønsskifte og en sundhedsfagligt tilpasset medicinsk behandling. Som det fremgår af mine to indlæg er behandlingen af transkønnede børn og unge underlagt omfattende forsigtighedshensyn og et arbitrært politisk forbud mod behandling rammer børnene med kønsdysfori.
Thiesens afsluttende svada om, at “moderne kvaksalveri gør ubodelig skade på børn og unge”, må retteligt sendes tilbage til hende selv.
Kategorier: Verden
